Trækonstruktionerne i bindingsværkshusene kom fra skibe, der forliste på de mange rev og lavt vand rundt om øen. Paneler og andet træværk i husene var også fra forliste skibe.
Tagene var lavet af ’tang’ (ålegræs), der blev fundet på strandene. Ålegræstagene var op til 1-2 meter tykke og vejede flere tons.
Dette gav husene et unikt udseende.
Tangtagene på Læsø
Den historiske årsag til tanggårdene er baseret på en førindustriel havsalt-industri, der startede på Læsø i kirkens regi omkring år 1150 – den nordligste havsaltproduktion i verden. Da øen blev overtaget af kongen efter reformationen i 1536, blev træhugst til saltproduktion i praksis ureguleret, og i slutningen af århundredet var alle skove fældet. Øens landskab blev til ødemark, mændene drog til søs som sømænd og kvinderne overtog det fattige landbrug. På grund af det økologiske sammenbrud var de eneste ressourcer til boligbyggeri tømmer fra skibsvrag, ler fra jorden og ålegræs fra strandene.
Historien handler i korte træk om havsaltproduktion, et økologisk kollaps og tilpasning til ændrede levevilkår.
De nominerede områder
Læsøs historie afspejler en række klimatiske, politiske, økonomiske og nyskabende begivenheder fra 1150 til 1950 e.Kr., som har sat rammerne for øboernes liv og vilkår, og som direkte kan relateres til arkitektonisk stil og saltproduktion.
De nominerede ejendomme omfatter dels tanggårde, dels kulturlandskabet - læs mere i det følgende:
Tanggårdene på Læsø
De nominerede ejendommme omfatter både individuelle og klynger af tanggårde, som er det mest illustrative eksempel på tilpasning til det resulterende økologiske sammenbruds mangelsamfund. Tanggårdene er både serie- og kulturlandskabskomponenter.
Nøgleord: brug af tilgængelige naturressourcer, og innovation af teknikker og metoder, skabt primært af øens kvindelige regimenter.
Det organisk udviklede kulturlandskab med ruinerne efter tidligere sydehytter, på kanten af de enorme strandenge syd for øen, med sandfladerne foran, hvor det hypersaline grundvand kontinuerligt dannes, og det dybere hav længere væk, repræsenterer både tanghusenes baggrundshistorie og i sig selv en unik saltproduktionsteknik ved hjælp af en særlig geologisk formation, der gør det muligt at producere havsalt længere mod nord end alle andre steder.
Kulturlandskaberne
på Læsø
Kulturlandskabet, der rummer ruinerne af saltproduktionshytter, herunder sandfladernes maritime landskab med det hypersaline grundvand og en del af havet foran, hvor ålegræsset gror. Ruinerne efter saltproduktionshytterne peger tilbage til en meget tidlig (11. århundrede) førindustriel industri, organiseret på familiebasis og af både lokal, national og regional økonomisk og ernæringsmæssig betydning.
o Nøgleord: geologisk grundlag, brug af naturressourcer, viden og metoder bragt til øen af munke fra det kontinentale Europa og økologisk sammenbrud på grund af, og økonomisk og arkitektonisk tilpasning til ændrede udefra kommende reguleringsmekanismer.
Tanggårde og saltsyderier på Læsø
"Tanggården og Saltsyderier på Læsø' fortæller historien om vejen fra opdagelsen af det salte grundvand over produktionen, skovrydningen, landskabs-sammenbruddet og den efterfølgende tilpasning til de nye forhold..:
’Tanggårde og saltsyderier, Læsø’ repræsenterer en kausal kronologi af
1) opdagelse, bebyggelse og udnyttelse af lokalt rige saltressourcer af rent hypersalt grundvand,
2) udnyttelse og efterfølgende overudnyttelse af øens skove mhp. producere brænde til den konstant voksende saltproduktion, hvilket fører til
3) tre århundreder med næsten fuldstændig skovrydning, denudering og mobilisering af vindblæste klitter,
4) økologisk og økonomisk sammenbrud af landskaber, landbrug og sociale strukturer, og
5) landbrug, økonomisk, kulturel , og arkitektonisk tilpasning og innovation som reaktion på mangel på brænde, tømmer, halm og korn samt tilpasning til et koldere klima ved at udnytte øens ressourcer af skovryddede græsarealer, tang (Zostera marina) fra kysterne, ler fra undergrunden og tømmer fra strandede og havarerede skibe på revene og det lave vand omkring Læsø.
Denne udvikling gennem 800 år er rigt repræsenteret
a) af bevarede lysåbne landskaber af lyng, hede, klitter og strandenge,
b) ved forekomst af ca. 1.700 stadig synlige ruiner (rudera) efter middelalderlige saltproduktionshytter,
c) ved forekomst indtil 1950 af ca. 300 huse bygget i perioden 1500-1930 e.Kr. med tage af tang (nu er der ca. 30 tilbage),
d) ved landbrugsmæssig udnyttelse af tørv samt tang til gødskning og ved græs- og hegnspraksis omkring de såkaldte haver, dvs. dyrkede arealer.
Begrundelse for
enestående universel værdi
Begrundelse for enestående universel værdi
Nutidens tanghuse er kerneillustrationen af øens historie. I deres enorme tage og deres tømmer- og træværk ses konsekvensforholdet mellem menneske og natur på godt og ondt – et forhold der går tilbage til 500 år før opførelsen af de ældste kendte huse.
Tanghusene har en enestående universel værdi, ikke kun på grund af deres unikke arkitektur og æstetiske udseende, men også fordi de fortæller os og kommende generationer om forholdet mellem menneske og natur, og hvordan menneskeheden gennem trængsler og hårdt arbejde kan overleve selvskabte økologiske sammenbrud.
Det organisk udviklede kulturlandskab med ruinerne efter tidligere sydehytter, på kanten af de enorme strandenge syd for øen, med sandfladerne foran, hvor det hypersaline grundvand kontinuerligt dannes, og det dybere hav længere væk, repræsenterer både tanghusenes baggrundshistorie og i sig selv en unik saltproduktionsteknik ved hjælp af en særlig geologisk formation, der gør det muligt at producere havsalt længere mod nord end alle andre steder.
Kriterium (ii)
Tanggårde og saltsyderier, Læsø udviser en vigtig udvikling af menneskelige værdier, både over et tidsrum og inden for et specifikt kulturelt område af verden, inden for både arkitektur og teknikker.
Universaliteten kommer fra den usædvanlige kombination af det unikke i forholdet menneske/natur og menneskets evne til at tilpasse sig ændrede livsbetingelser gennem innovationer og brug af de forhåndenværende materialer.
Forklaring om ægthed...
Erklæring om ægthed og integritet
Meget praktisk viden er opnået ved undersøgelser af fredede tangtækkede huse, ved eksperimenter med byggemetoder og ved omlægning og restaurering af mere end 20 delvist fredede tanggårde samt viden opnået fra gårdmuseet 'På Lynget' (under Læsø Museum) og fra Læsøhuset (Dethsgaard) taget ned på Læsø og genopbygget ved København af Danmarks Nationalmuseum.
Adskillige arkæologiske udgravninger af saltproduktionshytter, bygning og rekonstruktion af saltproduktionshytter, pander, ovne og saltbrønde samt eksperimentel aktivitet har belyst saltproduktionens historie og bidraget til at opnå viden om, hvordan man kan producere høj- kvalitet, hvidt, tørt salt.
Således er alle dele af disse foreslåede nomineringssteder blevet beskrevet og forstået i dybden, både med praktiske og videnskabelige midler.
Alle inkluderede tanghuse er beskyttet af dansk lov. Kulturlandskabet på Rønnerne, sandsletterne og dybhavet er fredet som en del af RAMSAR/Nature2000 området.
De enkelte tanghuse og klynger af samme er sammen med det samlede kulturlandskab af saltproduktionssteder af en tilstrækkelig størrelse til at sikre en fuldstændig gengivelse af de træk og processer, der formidler ejendommenes og saltproduktionens betydning.
Tidslinje: Læsøs vej til Verdensarv
2017
Med hjælp fra fonde og lokale kræfter påbegyndes restaureringen af de første tangtage på Læsø
2022
Læsø Verdensarv optages på den danske tentativliste
2023
Læsø Verdensarv optages på UNESCO's tentativliste
2024
Preliminary Assessment afsendt til UNESCO
2028
Læsø Verdensarv optages på UNESCO's tentativliste
To ildsjæle
Tang-Henning og Syde-Poul
- tængemanden Henning Johansen og nu desværre afdøde Sydemester Poul Christensen skal have en meget stor del af æren for, at Læsøs kulturarv nu er på vej til Verdensarv.