Enestående universel værdi

For at blive optaget på UNESCOs Verdensarvsliste
skal et sted være af ’enestående universel værdi’.

UNESCOs definition lyder:

Ved Enestående Universel Værdi forstås kulturel og/eller naturlig betydning, som er så exceptionel, at den overskrider nationale grænser og er af fælles betydning for nuværende og kommende generationer af hele menneskeheden. Som sådan er den permanente beskyttelse af denne arv af største betydning for det internationale samfund som helhed. Udvalget fastlægger kriterierne for optagelse af steder på verdensarvslisten.

Kriterier for optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste

UNESCO anser et sted for at have Enestående Universel Værdi, hvis det opfylder et eller flere af følgende kriterier. Nominerede egenskaber skal derfor:

(i)              repræsentere et mesterværk af menneskeligt kreativt geni;

(ii)            udvise en vigtig udvikling i menneskelige værdier over en tidsperiode eller inden for et kulturelt område i verden, inden for arkitektur, teknologi, monumental kunst, byplanlægning eller landskabsdesign;

(iii)          bære et enestående eller i det mindste usædvanligt vidnesbyrd om en kulturel tradition eller om en civilisation, der lever eller er forsvundet;

(iv)           være et enestående eksempel på en type bygning, en arkitektonisk eller teknologisk samling eller et landskab, der illustrerer en eller flere vigtige etaper i menneskets historie;

(v)             være et fremragende eksempel på traditionel menneskelig bebyggelse, arealanvendelse eller havanvendelse, som er repræsentativ for en kultur (eller kulturer), eller menneskelig interaktion med miljøet, navnlig når det er blevet sårbart som følge af uoprettelige ændringer;

(vi)           være direkte eller håndgribeligt forbundet med begivenheder eller levende traditioner, med ideer eller med overbevisninger, med kunstneriske og litterære værker af enestående universel betydning. (UNESCO mener, at dette kriterium fortrinsvis bør anvendes sammen med andre kriterier);

(vii)         indeholder enestående naturfænomener eller områder af usædvanlig naturskønhed og æstetisk betydning;

(viii)       være fremragende eksempler, der repræsenterer vigtige stadier i jordens historie, herunder registrering af liv, væsentlige igangværende geologiske processer i udviklingen af landskabsformer eller væsentlige geomorfe eller fysiografiske træk;

(ix)           være fremragende eksempler, der repræsenterer væsentlige igangværende økologiske og biologiske processer i udviklingen og udviklingen af terrestriske, ferskvands-, kyst- og marine økosystemer og plante- og dyresamfund;

(x)             indeholde de vigtigste og mest betydningsfulde naturtyper til in situ-bevaring af den biologiske mangfoldighed, herunder dem, der indeholder truede arter af særlig universel videnskabelig eller bevaringsmæssig værdi.

Læsø søger optagelse under kriterie (ii) og (v).

UNESCOs Konvention om Kultur- og Naturarv blev vedtaget i 1972.

Uddrag af konventionen:

Ifølge konvention skal følgende betragtes som ”kulturarv”:

·       monumenter: arkitektoniske værker, værker af monumental skulptur og maleri, elementer eller strukturer af arkæologisk karakter, inskriptioner, huleboliger og kombinationer af træk, som er af enestående universel værdi fra et historie-, kunst- eller videnskabssynspunkt;

·       grupper af bygninger: grupper af adskilte eller sammenhængende bygninger, som på grund af deres arkitektur, deres homogenitet eller deres plads i landskabet er af enestående universel værdi set fra et historie-, kunst- eller videnskabssynspunkt;

·       steder: værker af mennesker eller de kombinerede værker af natur og mennesker, og områder, herunder arkæologiske steder, som er af enestående universel værdi fra et historisk, æstetisk, etnologisk eller antropologisk synspunkt.

Læsø Verdensarv relaterer sig til
’arkitektoniske værker’ og ’arkæologiske steder’.

De enkelte lande, der er part i denne konvention, anerkender, pligten til at sikre identifikation, beskyttelse, bevarelse, præsentation og overførsel til fremtidige generationer af den omhandlede kultur- og naturarv. Landene vil gøre alt, hvad de kan med henblik herpå, med det yderste af sine egne ressourcer og, hvor det er relevant, med enhver international bistand og samarbejde, især finansiel, kunstnerisk, videnskabelig og teknisk, som de måtte være i stand til at opnå.

For at sikre, at der træffes effektive og aktive foranstaltninger til beskyttelse, bevarelse og præsentation af kultur- og naturarven, skal hvert land, så vidt muligt og som passende for hvert land bestræbe sig på:

a)     at vedtage en generel politik, der sigter mod at give kultur- og naturarven en funktion i samfundets liv og at integrere beskyttelsen af denne arv i omfattende planlægnings-programmer

b)     at etablere en eller flere tjenester til beskyttelse, bevarelse og præsentation af kultur- og naturarven på sine territorier, hvor sådanne tjenester ikke findes, med passende personale og midler til at udføre deres funktioner;

c)     at udvikle videnskabelige og tekniske undersøgelser og forskning og udarbejde sådanne driftsmetoder, som vil gøre staten i stand til at imødegå de farer, der truer dens kultur- eller naturarv;

d)     at træffe passende juridiske, videnskabelige, tekniske, administrative og finansielle foranstaltninger, der er nødvendige for identifikation, beskyttelse, bevarelse, præsentation og rehabilitering af denne arv; og

e)     at fremme etableringen eller udviklingen af nationale eller regionale centre for uddannelse i beskyttelse, bevarelse og præsentation af kultur- og naturarven og at fremme videnskabelig forskning på dette område.

Med fuld respekt for suveræniteten for de stater, på hvis territorium kultur- og naturarven er beliggende, og uden at dette berører ejendomsretten i henhold til national lovgivning, anerkender de stater, der er parter i denne konvention, at en sådan arv udgør en verdensarv, for hvis beskyttelse det er det internationale samfunds pligt som helhed at samarbejde om.

Hver stat, der er part i denne konvention, forpligter sig til ikke at træffe bevidste foranstaltninger, som direkte eller indirekte kan skade den kultur- og naturarv, der er beliggende på andre stater, der er parter i denne konvention.

Hvorfor Læsø Verdensarv?

…fordi vi har en god historie at fortælle og nogle meget særlige steder at bevare for eftertiden:

Marine ressourcer.

Læsø med omliggende øer og holme fortsætter med at hæve sig efter den sidste istid, hvor landet var trykket ned af de tunge ismasser. Fra omkring 1150 e.Kr. til 1950 skabte konsekvenserne af det særlige forhold mellem kultur og natur et organisk udviklet natur-kulturlandskab centreret om marine ressourcer af salt og tang (egentlig ålegræs, Zostera marina).

Saltsydning.

Læsø består af en række særprægede landskaber og steder, herunder lavt hav, hvor ålegræs fortsat vokser. På Rønnernes lyngheder og saltmarsker vidner omkring 1.700 arkæologiske ruiner efter middelalderlige havsaltproduktionshytter om kontinuerligt dannet hypersalint grundvand og successive hævede kystlinjer. Dette landskab vidner om verdens nordligste familiebaserede industri af sin art, hvis brændsel med lokalt fældet træ førte til en længere fase med selvskabt katastrofalt økologisk og økonomisk sammenbrud. Læsø gik fra at være skovklædt til at blive et kummerlandskab.

Tangtage.

Et resultat af en sådan uholdbar udnyttelse og deraf følgende kollaps er en unik arkitektonisk samling af bindingsværksgårde med ålegræstage. De godt 30 gårde, der har overlevet ud af i alt omkring 300 bygget mellem 1600 og 1950, demonstrerer overlevelse og ressourcestærk tilpasning, primært drevet af kvinder, til barske levevilkår gennem bjærgning af tømmer fra strandinger på rev og lavvandede områder omkring Læsø, udnyttelse af lokalt marint ler og indsamling af ålegræs fra strandene til tangtage op til 2 meter tykke og mange tons i vægt.

Bæredygtighed.

Læsø afslører i sine særlige landskaber og lokaliteter en kausal kronologi af geologiske, maritime og klimatiske faktorer kombineret med politiske, økonomiske og innovative begivenheder, både interne og eksterne. Dette er en natur-kulturhistorie med flere budskaber om bæredygtighed, der satte – og fortsat sætter – rammerne for øboernes liv og vilkår.